Når drømmene går i opfyldelse og lidt om fremtiden

Hjemme hos os…..

Inden vi flytter, tænker jeg, at det kunne være meget sjovt, at tage et kig på, hvordan vi bor i dag, og så håber jeg i kan se sammenhængen mellem vores nuværende hjem, og vores kommende hjem. Det er en sjov opgave at skal smelte to hjem sammen, lidt som når man flytter sammen med en kæreste. Den opgave har vi altså ikke været ude for endnu, da Todd kun havde sin garderobe med i baggagen, for 9 år siden.

Jeg tænker den største udfordring bliver at lave om på Nybyggerhuset. Det er jo i bund og grund et færdigt hjem, og vi har jo sat lighedsstreg under hvert rum, når vi afleverede uge efter uge. Vi har også allerede boet der og flere af rummene har været i brug over en lang periode, mens andre aldrig er blevet brugt, som eksempelvis stuen. Der bliver først og fremmest også nogle udfordringer med opbevaring på førstesalen, som vi skal have løst og det kræver lidt småjusteringer. Mere om det en anden dag. 

Tilbage til det som indlægget her skulle handle om: Nemlig her hvor vi bor nu. Billederne er af ældre dato og mange af tingene er faktisk også allerede solgt. Det er mærkeligt at sælge ud sit hjem på den måde, specielt fordi jeg er lidt af en samler når det kommer til loppefund, men mange af tingene har fået de sødeste nye ejere og jeg kan  godt lide ideen om at tingene får nyt liv i nye hjem. Eksempelvis skal vores sofa hjem til vores venner og jeg glæder mig sådan over at de kan få glæde af den. Vores store last er lænestole. Vi har alt alt for mange! Jeg er nu nede på at kun to stole skal med os. Gyngestolen og lænestolen fra Wedowood. Men hvor de skal stå – det ved jeg ikke. Vi burde nok egentlig sælge gyngestolen, men det nænner jeg ikke helt endnu.

Vores hjem består mest af loppefund og ting der er købt brugt. Sådan kan vi godt lide det. At tingene har noget liv og historie med sig. Specielt vores billedvæg i stuen er en særlig ting for os, den er en samling af minder og billeder i et stort samsurium. Generelt er overskriften for vores hjem, at det er en blanding af nyt og gammelt. Det synes vi begge er flottest. For os bliver det hurtigt tungt, kun med gamle møbler, og omvendt bliver det hurtigt for neutralt til os, med huset fyldt med nye møbler. Jeg kender dog flere hjem som mestrer begge dele til U.G. Det fungerer bare bedst til os med en blandet landhandel. Det giver mest personlighed hos os, og det er så hyggeligt med de små historier loppefundene har med sig.

Nu vil vi tage ned og besøge min søde famor og farfar. Vi har slet ikke set dem siden finalen, hvor de jo brillierede med at have baggagerummet fyldt med champagne og havde skrevet en skønsang, som Ingemann fik sunget i bedste stil. De er så herlige de to. Håber alle jer søde mødre derude får en dejlig morsdag – jeg fik lov til at sove længe og fik gaveregn, som de slet ikke havde behøvet. Søde er de. Jeg er bare taknemlig over at få lov til at være mor til Lily. Og taknemlig over at have verdens sødeste mor. GOD SØNDAG!

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Når drømmene går i opfyldelse og lidt om fremtiden